www.torbenhammelev.dk © 2012 

                                                                                   

 

VELKOMMEN TIL MIN HJEMMESIDE

 

 

 

 

 

     Lehnsgreve de Hammelev

          til Mimremosen

 

Historien (eller historierne) om "musik-livet og mig" handler om flere ting, men som alle har med musik at gøre. Men de handler så sandelig også om Netværk, og hvad man kan bruge et sådant til.

 

I min aktive samarittertid har jeg jo været til en hulens masse koncerter med såvel de store stjerner, som lidt mere ydmyge ting.

I starten var det jo rimeligt nemt: stor stjerne om sommeren = Idrætsparken. Senere i forbindelse med ombygningen til Parken begyndte koncertarrangørerne at lægge deres koncerter andre steder. F.eks. Gentofte Stadion, Valby Idrætspark og ValbyParken.

Indendørs foregik det for det meste i ValbyHallen, Forum eller KB-hallen.

Men fælles for alle steder: Der skulle bygges scener op, arrangeres lyd og lysshow, afholdes prøver + der skulle arrangeres, så der kunne sælges masser af drikke- og spisevarer.

Nogle gange gik vi samarittere lige på vagt et par timer før koncertstart, men oftere og oftere skete det, at koncertarrangøren ville have os ud, mens de byggede op. Det gav lidt mere større tryghed hos scenearbejderne, der ofte krøb rundt i master flere meter oppe i luften (+ arbejdstilsynet). Nogle af mine kolleger her havde altid rigeligt læsestof med, mens jeg brugte tiden på at lære af de professionelle..

Crew-planer, vagtplaner, tidsfordbrug på de enkelte opgaver, prioritering osv. osv. Altsammen viden, som jeg tog med mig, da jeg begyndte at være med til at lave / arrangere koncerter - store eller små.

Min vigtigste livline i denne proces var altid EM (elektrikeren) Erik Mauritzen, fordi han var næsten altid involveret i alverdens form for arrangementer. Han var fast tilknyttet Forum og Idrætsparken og ad den vej, lærte jeg ham at kende. Koncertarrangørerne lærte ham at kende, fordi han altid var på pletten, når de startede op de forskellige steder, så på den måde blev han også arrangørernes elektriker. Så han kunne altid sætte mig i forbindelse med nogle arrangører af dette eller hint..

 

Den første livline blev imidlertid marketingschefen i Dansk Røde Kors, Hans Hermansen. Han havde en idé om, at Ungdommens Røde Kors måtte kunne samles om nogle koncertarrangementer - ligesom folkene i Muskelsvindfonden kunne samles om "de grønne koncerter". Derfor ringede han og bad mig være "mellemmand" mellem Szigethy-brødrene fra RockShow og ham. Det skulle ske i forbindelse med relanceringen af Shu-Bi-Dua's Stærk Tobak inde på Café Sommersko d. 23. april 1991. Så da var jeg inviteret i fint selskab med en masse af dansk rock's store navne og en masse andre kändisser.

Og forbindelsen lykkedes - i 1994 var Ungdommens Røde Kors hyret af Rock Show til at tage med rundt, sætte scene op, lave salgsboder og skaffe folk til at passe disse. Og da RockShow kom forbi Charlottenlund Strand, havde jeg fået en invitation til at komme og være VIP for en dag med gratis af det hele.

Min snak med Hans H. denne aften antydede, at han var undrende over, at han tilsyneladende havde folk nok, men alligevel var der stort set intet, der fungerede optimalt. Da jeg ikke på stående fod kunne give ham svar på alt, måtte jeg nøjes med: "hvis jeg kan hjælpe, så ring". Og det gjorde han - ugen efter blev jeg kaldt til Århus for eventuelt at finde ud af, hvorfor det gik galt - og det gjorde jeg !

- hvorfor jeg blev hyret ind til resten af turen. Weekenden efter var der dobbeltkoncert i Esbjerg og Næstved - jeg var på Sjælland - og sidste koncert var i Herning. Her oppe var der knald på. 4 ture til Skadestuen i løbet af dagen og så opdagede jeg om aftenen, hvad det betyder, når skadestuen lukker om aftenen. 1. gang blev jeg henvist til lægevagten, hvilket var OK, da han sendte os tilbage til Skadestuen, men 2. gang var noget mere problematisk. Een af vore hjælpere, der passede én af Dankort-automaterne, sluttede aftenen af med at få et hjertetilfælde (blodprop i hjertet). Da publikum allerede var på vej hjem, ville det give kaos at rekvirere en ambulance (og der var ingen, der kunne fortælle mig, hvornår den kunne være fremme). Så ind i bilen med Jørgen (?) og af sted mod skadestuen. Kørte op hvor ambulancerne landede og kom ind det rigtige sted, Men desværre var der ingen, der ville lytte ordentligt efter, så vi blev ledt ind på en stue (troede jeg), men viste sig at være venteværelset til Lægevagten. Da jeg efter 3. ring på klokken stadig ikke havde fået kontakt, måtte jeg meddele dem over taleapparatet, at nu kørte jeg, og jeg overdrog ansvaret for min patient til hospitalet. SÅ sketer der noget !! Ned af trappen kom en læge spankulerende, og han nåede kun at høre halvdelen af historien og symptomerne, så var manden indlagt og blev der i en hel uge, før han kunne komme hjem til Sønderborg. ½ års tid senere besøgte han mig på min arbejdsplads med en flaske vin for at sige tak for hjælpen. STORT !!

  

Som ekstra fjer i hatten på mit organisationstalent fik jeg overdraget ansvaret for den allerførste Slotskoncert sammen med Danmarks Radio på Ledreborg Slot - blot 3 måneder senere. DR ordnede scene og musik - Vi skulle ordne resten: billetkontrol, boder, øl,vin og vand. kaffe og kager, programmer, security, osv.osv.. Jeg var så til formøde på Slottet et par gange med de ægte baroner og cheferne for DR (og igen EM), det lokale politi, beredskabet og mange andre. Koncertopførelsen var CHESS. Lager havde vi oppe på godset, så i 3 dage kørte jeg i fast rutefart mellem koncertplads og lagerbygninger og fyldte varer op. 

 

Det var på disse 2 arrangementer, jeg løb ind i Erik de Stricker (og hans senere hustru, Karin) samt i Jannie, som begge kommer til at fylde en del i min "historik". Erik var jævnaldrende med mig (et år ældre), mens Jannie var en del yngre. Erik var stærk på pengesager og på RockShow-turen var han kassemester, som gjorde regnskab efter hver koncert og talte penge op og kørte dem i bankboks. På vejen fra Esbjerg til Næstved, blev halvdelen af crewet agterudsejlet i Knudshoved og kom frem ca. ½ døgn for sent - totalt udmattede p.gr.a manglende søvn. Så jeg måtte redde stumperne med kun halvdelen af et funktionsdueligt mandskab, men det gik. Overbossen fra DRK, der ikke forstod en pind, havde taget Eriks bil og var kørt i forvejen, men direkte på hotel og med telefonen lukket, så han anede intet om vore forsinkelser før langt oppe af dagen.

Erik skulle igen stå for Dankort terminalen på Ledreborg, hvorfor han var med på én af for-turene. Jannie og jeg brugte et par dage på at pakke biler på diverse depotadresser i DRK-regi og  få det hele fragtet ned til Lejre. (hvilket så også betød, at Jannie overnattede hos mig). Hun ville gerne, men jeg synes altså, hun var for ung :-)...

 

Efter denne debut som ansvarlig for afviklingen af en stor koncert - der var 2 dage á 15.000 tilskuere på Ledreborg - fik jeg blod på tanden til noget mere - og det skulle året efter vise at komme.

 

I det stille og rolige havde jeg kontakten til EM-elektrikeren og via ham kom jeg til et par rigtigt gode koncerter i Parken : Der var Rolling Stones i Juni og Rod Steward i Juli måned. I årets løb lykkedes det nævnte Jannie at lokke mig med til nogle "single-aftener", hvilket i praksis var middag og dans hver 2. fredag i Fritidshjemmet på Blegdamsvej med foreningen "New Life". Havde hidtil modstået presset, da Jannie pralede med 2-300 dnaseglade mennesker, hvilket jeg synes var i overkanten, men da de tilføjede spisning for en mindre udsøgt skare på Doktors Pub (også på Blegdamsvej) som en del af konceptet, havde jeg ikke længere nogen undskyldning. Herigennem mødte jeg jo Fritz Jørgensen, der var "boss'en" i foretagenet. Han kunne drive folk til at lave al verdens ting for sig. Således havde han hjemme et par "slaver" der styrede al hans korrespondance, indkaldelser osv. et par andre hjalp ham med al det tekniske. Og mig fik han overtalt til fast at stå for middagsarrangementerne i forbindelse med dansen. Da vi nåede novmeber måned, stod han og manglede en chauffør, der kunne køre ham til Paris og hjem igen. Og - Yes - dén røg jeg på. Planen var, at vi skulle køre tirsdag aften, men først onsdag var han færdig med dét udstyr, som skulle med til Paris. Han havd uviklet en duftmaskine, der kunne sende forskellige dufte ud i et lokale og dermed inspirere folks sanser. I Paris skulle der være uddeling af Music Awards sammen med MTV, og han havde fået sig selv koblet på med dette dufthelvede. Så onsdag aften drønede vi til Paris - ankom torsdag formiddag og kørte direkte ud til hallen, hvor det skulle foregå. Fritz og en makker gik i gang med udstyret, mens jeg tog på hotel og sov. Kom tilbage til show og Back Stage-festivitas, hvor jeg blandt andre hilste på Nicole Kidman, som skulle overrække en award. Færdige ved to-halvtretiden og ind i bilen og snuden mod København - for fredag aften havde vi jo dans på Blegdamsvej.  

 

 - påsken 1996 - sad jeg hjemme og læste BT og i én af sektionerne var der en artikel om en sygeplejerske Ulla Faber, der ville forsøge lykken som koncertarrangør, og som havde fået rettighederne til at lave Les Misérables i en koncertversion. Den skulle så opføres på Gisselfeld Slot / Gods. Der var også et billede af Ulla, og hun så sgu godt ud. Så efter et par dages betænkningstid : fat i telefonbogen og lede efter noget der kunne passe. Fik fat i hendes svigerfar, der gav mig nummeret til Ulla, og hun var vild af begejstring, da hun hørte om mine erfaringer med den slags. Så fra dagen efter telefonopkald nr. 1, var vi sammen 3-4 gange om ugen for at detailplanlægge koncerten på Gisselfeld. Den skulle løbe af stablen i dagene omkring Kristia Himmelfartsdag. Jeg havde jo ingen bil på dette tidspunkt, så ind forbi Avis og leje en BMW, så kørte det i olie. Arbejdsfordelingen blev, at Ulla stod for PR, presse, musikkere og sangere, og jeg stod for alt det praktiske. Kæmpesuccés på koncertfronten (stjernebesætning : Louise Fribo, Kirsten Siggard, Dick Kaysø, Søren Launbjerg, Claus Kofod og Anders Teigen), men stor katastrofe for Ulla på privatfronten. Det blev starten på hendes ægteskabs forlis. Hun blev enlig mor med 3 drenge : Phillip, William og Lauritz. Phillip knap 10 år, William 1½ og Lauritz 11 måneder yngre..

Phillip er et musikalsk geni. Spiller klaver som en hver virtuos og synger som en musical-stjerne (men gudhjælpemig : han uddanner sig til dirigent - spild af talent efter min mening)

 

I maj måned samme år har jeg via EM også fået kontakt til blandt andre Dan Jensen, som sammen med et par andre gutter var ved at palnlægge "Copenhagen Rock Festival" med nogle af rockens store heavy-drenge. Skulle løbe af stablene ude i Valby-Parken og vi nåede rigtigt langt med planlægningen og kontrakter med flere bands. Metallica slog dog hovedet på sømmet, da de ville have 1 million i forskud for at komme. Det var mere end teamet kunne diske op med, så pludselig en dag var chefen over alle bjerge med de penge, vi trods alt allerede havde fået ind. Lønmotagernes dyrtidsfond ordnede resten. 

 

 

 

 

  På job i Springbræt

 

 

Lorem »

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit.

 

Lorem »

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit.